Halvanden times ren feelgood med Hannibal og Jerry på Folketeatret


Wikke & Rasmussen har forvandlet en af deres største succeser, Hannibal & Jerry, til en musikalsk teateroplevelse – og de gør det med en sikker hånd og en poetisk varme, der er tro mod deres elskede tv- og filmuniverser. Den legende, naive og barnlige tone finder sin helt naturlige plads på scenen og rammer publikum direkte i hjertet. Man går derfra lidt lykkeligere, end da man kom. Jeg må indrømme, at jeg kneb en lille glædeståre, da tæppet gik ned. I halvanden time fik Hannibal og Jerry mine skuldre til at sænke sig, min puls til at falde – og al verdens ondskab til at forsvinde. Det er i sandhed en bedrift.
I Hannibal og Jerry er verden farverig, smuk og uskyldsren. Selv den begærlige og ellers onde Onkel Morfar bliver skildret med varme – ”Ved I, hvem der er så rar? Det er Onkel Morfar,” synges der fra scenen – og forestillingen balancerer helt uden mørke, tristesse eller kynisme. Det er dens absolutte trumf, men også noget, man skal overgive sig til, hvis det er længe siden, man sidst har brugt sit hjerte som telefon
Musikken er forestillingens motor, og det udnyttes med charmerende selvironi, når skuespillerne flere gange joker – eller truer – med, at ”nu tager vi lige en sang mere”. Heldigvis gør det ingenting, for både ensemblet og musikken er i topform. De velkendte sange fra filmen flyder ud over scenekanten med kraft, energi og ren nostalgi, og Bossy Bo’s arrangementer løfter det hele markant. Når den nok mest kendte sang fra Hannibal-universet, ”Brug dit hjerte som telefon”, afslutter begge akter – ja, så rejser hårene sig på armene.
Scenograf Astrid Lynge Ottosen rammer Wikke & Rasmussen-universet spot-on. Grønt græs, blå himmel og otte store, drejende æggestole udgør scenen. Farverigt, enkelt og fuldt af humor. Ligeledes er kostumerne i samme barnlige uskyldighed, som vi kender fra filmen. Mormors farverige, hønsestrikkede hippiekjole synes endda at sende en kærlig tanke til Jytte Abildstrøm, som oprindeligt spillede rollen i filmen. Det er varmt, skørt og kærligt.
De otte skuespillere – Mikkel Becker Hilgart, Emil Veber Rasmussen, Lea Thim Harder, Donna Cadogan, Christine Gjerulf, Mathias Sprogøe Fletting, Ludmilla Faber Striim og Henrik Lykkegaard – er et velcastet team. Mikkel Becker Hilgart er forrygende sjov som henholdsvis far og Morbror Harry, og det samme gælder for Henrik Lykkegaard, som giver den som både Onkel Morfar og hønsestrik-hippie-hundesælgeren. Med deres sans for timing og hurtige tøjskift fra revybranchen hiver de aftenens største grin hjem. Christine Gjerulf og Mathias Sprogøe Fletting er ligeledes hamrende sjove og knuselskelige som polititeamet Hell (Helle Vibeke) og Peter, og Emil Veber Rasmussen giver den som den dejligste Hannibal med den vildeste gummikrop og dejligste charme.
I det hele taget er det et stærkt hold skuespillere på scenen, som både danser, spiller og ikke mindst synger godt. Et velproduceret backingtrack med forhåndsindspillede korstemmer hjælper også gevaldigt til, at sangene fremstår som gode, velsmurte popsange, men netop det, at det er backtrack og ikke liveorkester, gør desværre også, at en del af sangene – især afslutninger – bliver en lille smule for statiske og bratte. Ja, skuespillerne må nogle gange fremsige små lyde eller hæve stemmen, for at vi som publikum forstår, at nu er sangen slut, og nu kan vi klappe.
Hannibal & Jerry er, hvad den er: underholdende og hyggelig. Den prøver ikke at være noget stort, dybt eller dystert med en belærende morale. Den vil bare være feelgood. Og hvor er det dog befriende, at teater også kan være det en gang imellem – især i en tid, hvor der er så mange ting at gå og bekymre sig om. Netop derfor er forestillingen en oplagt anledning til at hive hele familien væk fra hverdagens tumult og ind i Folketeatrets trygge favn. Hvis muligheden findes, så tag alle med – det er en sjælelig investering, og ovenikøbet kun på halvanden time. ”Kærlighed er godt,” synges der – og det er præcis den følelse, man går hjem med i hjertet.
Dig og mig og musicals giver 5 ud af 6 stjerner