Det kører godt for prinsessen i Hylddalen
Det kører godt for NørregadeTeatret i Maribo med Frank Rubæk i spidsen. Det er i hvert fald det, vi hører på vandrørene herinde i København. De seneste år har det været vores klare indtryk, at Rubæk nærmest kun har lavet succeser med Rosens navn, Guys and Dolls, gyserforestillingen 2:22 og Familien Addams. Forestillinger, der, efter hvad vi har kunnet fornemme, har høstet både stor anmelder- og publikumsros.
Knapt så godt kører det tilsyneladende for kommunen. Det har vi hørt i radioavisen. Kommunen fattes penge, rigtig mange penge, og fremtiden byder på kraftige besparelser. Om det også spiller ind i, at Frank Rubæk har meddelt, at årets forestilling Prinsessen holder fridag bliver den sidste i Hylddalen, kan vi kun gisne om. Noget med et amfiteater, der trænger til renovering, og kommunale midler, der ikke rækker? Eller skyldes det ganske enkelt, at der ikke kommer nok publikummer til de udendørs forestillinger? Vi aner det ikke. Vi ved ikke meget om kommunalpolitik. Men vi ved noget om musicals.
Og her må vi lægge os fladt ned og sige: Frank Rubæk kan sit musicalhåndværk.
En af Cole Porters sange i forestillingen lyder Hvordan kør’ det? – Det kører godt. Og det kunne næsten være forestillingens motto. For det gør det. Det kører virkelig godt gennem den knapt to timer lange forestilling. Ubesværet, charmerende og uden de store bump på vejen.
Historien er nærmest en bagvendt Baronesse fra benzintanken. Kronprinsesse Ann flygter fra sine royale pligter for at opleve Rom som et almindeligt menneske og møder den amerikanske journalist Joe. Han øjner først sit livs scoop, men planen kompliceres gevaldigt, da de to forelsker sig i hinanden. Vi forstår naturligvis, at det er hernede hos os, FOLKET, at det ægte og gode liv leves. Og det er da rent feelgood at være vidne til.
Prinsessen holder fridag er ægte amerikansk musical comedy, og Frank Rubæk forstår at spille genren fuldstændig efter kunstens regler. Det er en kæmpe styrke, at han har valgt at bruge dygtige skuespillere og blandt dem flere garvede revyfolk. For dette er ikke verdens tungeste manuskript. Det skal det heller ikke være. Til gengæld kræver det, at replikkerne leveres med præcision, humor og timing. Og det kan Troels Malling og Jan Schou til fulde, godt hjulpet på vej af stærke sidekicks som Peter Thieme og Mikkel Vadsholt. Alle er sjove. Ja, rigtig sjove. Og vi griner rigtig meget.
Vores elskende par, prinsesse Ann og Joe, spillet af Linda Arunee Drenck og Martin Bo Lindsten, er lige præcis så likeable, som de skal være. Især Linda Arunee Drenck har en vidunderlig sødme og uskyld over sig. Og så ligner hun faktisk Audrey Hepburn på en prik. Hun synger slet og ret fuldstændig vidunderligt, samtidig med at hun viser et sikkert komisk talent. Bravo!
Over for hende skaber Tara Toya den perfekte kontrast som natklubsangerinden Francesca. Tara Toya har lige præcis det, rollen kræver. Hun signalerer: Jeg lever, jeg har levet, jeg er sexet, jeg synger, og jeg ved noget om mænd. Der er temperament, overskud og livserfaring i hver en bevægelse. Det er to virkelig sprudlende kvinder, der står over for hinanden, og de klæder Cole Porters ikke altid lige nemme musik sublimt.
Og hvad der er af frydefuldheder for øret, er der mindst lige så meget af for øjet. Hold nu op, hvor er det en flot scenografi, Søren Glad har skabt! Man kan måske have en lille fordom om, at udendørs sommerteater, hvor store dele af scenografien oftest bygges op af lokale ildsjæle, godt må blive en anelse MDF-plade-agtigt. Men ikke her. Her arbejdes der med store LED-skærme, elegant bygget ind i en imponerende dukkehusagtig kulisse, og på et øjeblik fragtes vi rundt mellem Roms smukkeste landskaber, pladser og gader. Det er knageme flot at være tilskuer til.
Og Charlotte Stahrenbergs knivskarpe 50’er-kostumer gør kun forestillingen til endnu mere øjeguf. Da en herlig lille Fiat Nuova 500 triller ind som taxa, og den røde Vespa senere suser rundt på scenen, er nostalgien komplet. Det hele emmer af smuk, solbeskinnet 50’er-romantik.
Også stor ros til det fantastisk velspillende orkester under Bjørn Hyrups ledelse. Cole Porter skal spilles med både elegance, lethed og swing, og det bliver han. Og endelig skal Sofie Akerø fremhæves for en stærk koreografi, som heldigvis styrer helt uden om den generiske jazzballet, man lidt for ofte støder på i denne slags sommerforestillinger. Her har dansen karakter og hører hjemme i det univers, vi befinder os i.
Lækker Cole Porter-musik, et stærkt cast, et velspillende orkester, masser af humor, en visuel lækkerbisken og amerikansk musical comedy, når den er allermest charmerende. Bare se at komme afsted. Det kører for prinsessen i Hylddalen.
Dig og mig og musicals giver 5 stjerner