Imponerende niveau i Eventyrland – men historien halter

I 2001 besøgte jeg Eventyrteatret for første gang i forbindelse med deres 10-års jubilæum, hvor de opførte Snedronningen. Jeg kendte ikke teatret, men blev fuldstændig blæst bagover – især af de imponerende dygtige børn og unge på scenen og den smukke musik af Christian Dahlberg. Cd’en købte jeg dengang – og den står stadig i min samling.

Derfor er det egentlig for dårligt, at der skulle gå hele 25 år, før jeg igen satte mig i salen til en forestilling fra dette talentfulde børne- og ungdomsteater. Også fordi vi i vores podcast flere gange, med stor beundring, har brugt musik fra Eventyrteatrets mange produktioner.

Lad det være sagt med det samme: Niveauet i dette års Alice i Eventyrland er fortsat imponerende højt. De unge på scenen leverer med en professionalisme og dygtighed, som stadig blæser mig bagover. De synger, danser og spiller med præcision, overskud og sikkerhed – man sidder bare og tænker: “Wauw.”

Silas Holst, som selv er barn af teatret, har nu overtaget den kunstneriske ledelse og står her for manuskript, instruktion og koreografi. Især som koreograf skinner han igennem, og det er imponerende, hvad han får spillerne til at levere. Instruktionen virker også sikker, og scenerne flyder let.

Manuskriptet derimod halter desværre – både i handling og dramaturgi. Hvor det visuelle og performative er på plads, formår historien ikke for alvor at engagere mig. Jeg blev hverken grebet eller følelsesmæssigt investeret, og fortællingen fremstår til tider løs i strukturen. Det er faktisk lidt pudsigt, at jeg – som ellers tuder til det meste – ikke fælder en eneste tåre her. For en scene fyldt med talentfulde børn, smukke kostumer og musik plejer ellers at være ren garanti for våde øjne. Men det udebliver. Måske også fordi der mangler de store, ørehængende ballader. Til gengæld er de mange referencer og bevidste nik til andre musicals – Matilda, Wicked, High School Musical osv. ret underholdende at spotte for en musicalnørd, men kommer desværre også til at fylde mere end selve historiens fremdrift.

Når det er sagt, så kommer man ikke udenom at det visuelle og talentet på scenen helt i top. Niveauet jeg oplevede i 2001, lever stadig. Det er Eventyrteaterets kæmpe styrke og altid et besøg værd. Derfor kan Dig og mig og musicals absolut anbefale at opleve Alice i Eventyrland – eller fremtidige forestillinger fra Eventyrteatret. Næste gang: Junglebogen i 2027. Jeg lover i hvert tilfælde, at der ikke kommer til at  25 år igen, før jeg kommer igen til dette magiske eventyrland, som Eventyrs Teateret leverer.

Dig og mig og musicals uddeler ikke stjerner til forestillinger med amatørskuespillere.

Foto: Thomas Hergaard Fotografi.