Den eneste ene – the musical
Den eneste ene som musical leverer i al væsentlighed det, den lover: et nostalgisk gensyn for filmens fans og let, ukompliceret underholdning båret af en parade af velkendte citater – “Bare ærgerligt, Sonnyboy”, “Meget mærkeligt firma” og “Hvis jeres forhold var en bil, hvilken bil ville det så være?”.
I teaterprogrammet spørges skuespillerne: “Hvis du var et køkken, hvilket køkken ville du så være?”. Lad os bare lege med på metaforen.
I min optik er denne musical så et IKEA-køkken: veldesignet, funktionelt og skabt til at passe ind hos de fleste. Ikke et unikt snedkerkøkken med store, overraskende løsninger, men god, solid kvalitet og et design, der rammer tidens trends og det store publikum, som elsker filmen og derfor sikkert vil købe ind på produktet.
Ja, sådan sad jeg og legede med køkkenmetaforer, mens jeg så Den eneste ene med min egen eneste ene ved min side. Han var totalt i sit es: skraldgrinede, nynnede med og nød hvert genkendeligt øjeblik. Hvor jeg selv mest leverede et par forsigtige tø-hø’er, lo min ledsager og ja, flertallet af publikum uafbrudt. Den eneste ene er ikke nødvendigvis for en dig-og-mig-musicalfeinschmecker som mig, men den virker for et publikum, der vil have en hyggelig aften med romantik og velkendt humor. Et standardkøkken lavet efter almindelige mål, moduler og løsninger uden specialtilpasning eller unikt design.
Musikalsk hviler forestillingen trygt på Thomas Helmigs musik, og den holder stadig. De nyskrevne popsange fængede derimod ikke rigtigt – trods et stærkt syngende ensemble og gode solistpræstationer. Det er ikke musik, der får hårene til at rejse sig eller sætter sig fast i erindringen.
Scenografiens store, modulære køkkenelement med skuffer og skabe er en sjov og opfindsom idé, men bliver en smule monoton i længden. Kostumerne ligger tæt på filmens, men hvorfor pigerne i ensemblet skal have ens lilla hår og kjoler, forstod jeg ikke helt – det gør bylivet lidt kunstigt.
Skuespillerne balancerer mellem hyldest og efterligning af filmens figurer, præcis som publikum ønsker det, men det gør spillet en anelse statisk. Mest udfordret er Merete Mærkedahl som Sus: mere jordbunden og kantet end Sidse Babett Knudsens tuttenuttede original og med begrænset plads til egen styrke bag paryk og imitation. Til gengæld rammer Sofie Jo Kaufmans Paprika Steens Stella forbavsende præcist, og Magnus Haugaard skaber som Niller en varm og charmerende version af rollen, som modsat de andre ikke behøver ligne Niels Olsen.
Den eneste ene – The Musical er således et gedigent standart-køkken: velfungerende, pænt og publikumsvenligt. Ikke nyskabende, men solidt underholdende – og tydeligvis elsket af mange i salen, ikke mindst min egen eneste ene, som derhjemme i vores IKEA-køkken begejstret citerede Knud (Niclas Vessel Kølpin) : “Hvis mine boller var et båthorn, hvordan ville de så lyde?”. Hans efterfølgende smittende grin giver en ekstra stjerne til helhedoplevelsen.
Dig og mig og musical giver Den eneste ene – The Musical ★★★★☆☆
Foto: Miklos Szabo / 2.unit fotograf Ida Buus