Frost – The Musical smeltede al vores modstand


Frost er lige så magisk og gennemført Disney-sk som forventet. Musicalen har været opført i mere end ti lande og iscenesættes efter Disneys stramt definerede “replica-koncept”. Det indebærer, at karakterer, scenografi og visuel stil ligger tæt op ad originalproduktionen – et format udviklet på baggrund af filmens enorme succes i 2013 og musicalens Broadway-premiere i 2018.
Derfor var vi også ret sikre på, at Lion Musicals længeventede København-premiere på Frost – The Musical ville blive en succes. Både film og musical har haft kolossal gennemslagskraft verden over, så vi nærede ingen større bekymring for, at forestillingen også ville finde sit publikum herhjemme. Det var udgangspunktet, da vi en snevejrsaften i februar ankom til premieren i Falkonersalen.
Samtidig lurede en lille bekymring: at det hele kunne ende med at føles en smule konceptstyret og plastisk-fantastisk. Musikalsk rummer Frost – The Musical ganske vist tre af de mest kendte sange fra nyere Disney-historie – “Let It Go”, “Do You Want to Build a Snowman?” og “For the First Time in Forever” – men ud over dem er resten af partituret mere forglemmeligt og ikke ligefrem melodier, man falder bagover af.
Vores bekymringer blev heldigvis gjort til skamme. Vi blev ganske enkelt blæst bagover af mødet med Lion Musicals’ Frost – The Musical. Jovist er vi næppe kernemålgruppen, og ingen af os er børnefamilier, men takket være et forrygende cast lod vi os fuldstændig opsluge af eventyret.
Stor ros til instruktørerne Gísli Örn Gardarsson og Þórunn Erna Clausen, til koreograf Kim Ace Schjerlund og ikke mindst scenograf Börkur Jónsson, der forvandler Falkonersalens scene til et visuelt overdådigt, eventyrligt univers. Men den allerstørste applaus tilfalder ensemblet på scenen – det er deres energi, nærvær og musikalitet, der får begejstringen til at boble over.
Forestillingens store stjerner er uden diskussion Kristine Yde og Maria Lucia Heiberg Rosenberg. De to kvinder, som lagde de danske stemmer til filmen for tretten år siden, er i dag – uden aldersshaming – måske mere musicaldronninger end prinsesser, og de spiller ganske enkelt en vis legemsdel ud af bukserne. Måske netop fordi de ved, at de ikke længere er i prinsessealderen, og derfor giver rollerne et ekstra twist med solid hjælp fra deres lange erfaring i branchen. De rammer sikkert og overbevisende figurerne Anna og Elsa.
Kristine Yde synger ikke bare fantastisk; hun besidder også noget så sjældent som funny bones, og det gør hendes Anna både hamrende morsom og dybt charmerende. Maria Lucia står iskoldt og smukt som Elsa og leverer verdenshittet “Let It Go” stærkere end nogensinde. Hun fejrede en kæmpe triumf på premiereaftenen med hujende og klappende publikum til følge.
Men også drengene triumferer. Christian Lund, som ofte får de lidt flødebollesøde førsteelskerroller i musicals, leverer en herligt morsom Prins Hans og får dermed lov at vise en humoristisk side af sig selv, som vi alt for sjældent ser. Den side har vi til gengæld oplevet flere gange hos Fredericia-musicalstjernen Diluckshan Jeyaratnam, der med glimt i øjet og suveræn kontrol fører snemandsdukken Olaf. Han har tidligere haft styr på dukkerne i Avenue Q, og sammen med Kristine Yde står han for forestillingens største grin. Niels Skovgaard Andersen er som Kristoffer præcis så cool og charmerende, som rollen kræver, og Morten Lützhøft er herligt slesk, irriterende og komisk som Hertugen af Vessleby.
Og ja, vi kunne blive ved med roserne, for hele holdet på scenen leverer deres ypperste – ikke at forglemme de to børn, der spillede Elsa og Anna som små. Hold da op, hvor var de dygtige.
Frost – The Musical vil uden tvivl begejstre både børn og voksne – og ligner allerede nu en forestilling, der vil blive genopsat af Lion Musicals. Det er suveræn underholdning på alle planer: Vi griner og græder, jubler, får gåsehud og lader os forføre.
Elsker man Disneys romantiske og nøje orkestrerede univers, er man på helt sikker grund og garanteret en gennemført eventyrlig aften. Og gør man ikke, sørger især Kristine Yde, Maria Lucia og et suverænt hold alligevel for, at man blæses bagover af vokal styrke, scenisk overskud og præcis komisk timing. Det er ganske enkelt et hold, der smelter al modstand.
Dig og mig og musicals elsker, når det hele går op i en højere enhed – og det gør det her: Konceptet er Disney-sk, sangene uforgængelige, historien så som så, men Lion Musicals leverer Frost – The Musical iskoldt og hamrende overlegent. Et dygtigt hold, der varmer i en ellers kold tid.
Dig og mig og musicals giver 6 stjerner ******
Foto:Miklos Szabo