Et pletskud af en musical
Allerførst skal der lyde en kæmpe ros til Østre Gasværk Teater og teaterchef Søren Møller for at kaste sig ud i noget så sjældent som en nyskrevet dansk ungdomsmusical. Det kræver både mod og kræfter i en tid, hvor musicalscenen er præget af jukebox musicals. Men mod og hårdt arbejde belønnes, i hvert fald i denne sammenhæng, for “Olivia og skyggedansernes hemmelighed” er en succes.
Og det er ikke bare en musical med endnu en “dreng møder pige”-historie og nogle gode syng-med hits. Det er er et fremragende stykke musikteater, der både tør tage fat om ungdommens virkelig store udfordringer med angst og ensomhed og retten til at være den, man er og samtidig leverer noget virkelig god musik, der, som min 22-årige ledsager sagde, gerne vil have på sin playliste.
Olivia og skyggedansernes hemmelighed væver 400 år gamle hekseprocesser sammen med nutiden og pointen sidder lige i solar plexus. Dengang var man bange for det, man ikke forstod. Det er vi stadig. Det er en fortælling om at turde tro på sig selv, og den bæres sikkert i land af et ungt ensemble, der imponer hele vejen igennem. Særligt medrivende er Amanda Frederikke Traun i rollen som Olivia. Hun løfter rollen både stemmemæssigt og dramatisk, så man lader sig rive med og bliver engageret i hendes historie fra begyndelsen.
Forestillingen handler om at være ung og den opfører sig også ungt fra fra første sekund. Der er ingen lang musikalsk indledning, hvor eventuelt midaldrende publikummer kan nå at folde ben, bladre i programmet eller rette på hårpragten. Et par trommeslag og så kører bussen. Det er befriende. Scenografien ser ved første øjekast enkel ud og minder meget om sådan et gymnasium, som Benjamin La Cour ifølge programmet har ladet sig inspirere af. Men den udvikler sig imponerende med sine mange tekniske virkemidler og Nellie Bethen Raineys koreografi er en fremragende medspiller. Grounded, groovy og skarp. Ingen jazzhænder og chassétrin her. Tak for det.
Og så har musicalen humor, hvilket gør denne anmelder særligt glad. Både i det små, som når lyden bliver dyneagtig og dæmpet i det øjeblik Olivia tager høretelefoner påog i det store blandt andet i sangen “Køge”, der helt berettiget vælter salen.”Jeg vil hellere døøøø, end at bo i Køøøøøge.” Også rektor, knivskarpt og virkelig morsomt portrætteret af Christian Lund, tager grin hjem, når han skal byde velkommen til skolens teaterstykke. Alle i salen, unge som gamle, har haft en rektor, der minder om ham. It’s funny ’cause it’s true.
Der er fuld fart på i første akt, men som så mange musicals før denne, taber forestillignen lidt pusten i anden akt. Der bliver lidt for meget, der skal forklares i en skolescene med præsten Kristine (Maria Lucia), hvor manuskriptforfatter Adam Price også synes, han skal blande frikadeller i børnehaver og flygtninge ind i historien for at understrege, at præsten hører til en af de onde. Det føles mest som et unødvendigt sidespor, for vi har for længst forstået, at præsten ikke er en af dem, der forstår og kan rumme de unge. Den besked kommer langt bedre igennem, da præsten og Olivias far vil have hende indlagt og medicineret og man sidder på kanten af stolen for at redde hende eller i det mindste sikre, at hun slipper væk.
Olivia er et pletskud af en musical. Den er nok skrevet til de unge, men den lukker også os midaldrende ind og det er måske dens allerstørste styrke. Når hele holdet synger “Hold fast i dig selv” føles det ikke, som om de kun synger til hinanden. De synger også til os i publikum. Vi bliver opfordret til at gå ud og leve et liv, hvor vi ikke er så bange, men tør give den fuld gas og være os selv. Og denne anmelder har, på trods af sine 57 år, tænkt sig at forsøge.
Dig og mig og musicals giver Olivia og skyggedansernes hemmelighed fem stjerner