Guys and Dolls rammer næsten jackpot
Jeg har sagt det før, jeg siger det igen, og det bliver næppe sidste gang: Den vare, man kan få i musicalbutikken Det Ny Teater, findes ganske enkelt ikke andre steder i dette land.
Der er noget helt særligt ved at komme til premiere her. Det begynder allerede derhjemme, hvor man tager det lidt pænere tøj på, og fortsætter i den smukke foyer med guldet, lysekronerne, den røde løber og forventningen om, at nu skal der ske noget stort.
Men vigtigst er selvfølgelig scenen. Det Ny Teater har en særlig evne til at tage de klassiske musicals frem igen og give dem den pragt, romantik og storladenhed, de oprindeligt var tænkt til. Ser vi bort fra sidste sæsons forsøg på at give My Fair Lady et tydeligt #MeToo-perspektiv, som jeg ikke var helt begejstret for, så knuselsker jeg, når teatret tør kaste sig over de gamle hæderkronede værker.
Denne gang er det Guys and Dolls, der bliver støvet af, og wauw, sikke et setup. Simon Wells’ scenografi og Helle Damgårds kostumer er fortryllende smukke, og visuelt bliver man blæst bagover fra første øjeblik. Kulisserne glider op og ned, scenebilledet skifter konstant, og især ideen med den fantastiske butikskarrusel er jeg vild med.
Vi bliver ført direkte ind i 1930’ernes farverige New York, hvor hasardspilleren Sky Masterson (Nicolai Jandorf) indgår et væddemål om, at han kan få den fromme missionær Sarah Brown (Isabel Schwartzbach) med på en date. Samtidig forsøger Nathan Detroit (Kim Hammelsvang) at holde liv i sit ulovlige terningspil, mens hans forlovede gennem 14 år, Adelaide (Karoline Brygmann), stadig venter på at blive gift.
Det er kærlighed, gambling, forviklinger og store shownumre i en let og næsten naiv fortælling, præcis som disse oldies but goodies gerne må være. Og selv om der undervejs er et par knaster, er Det Ny Teaters Guys and Dolls først og fremmest en overdådig og uimodståeligt charmerende musicaloplevelse.
Isabel Schwartzbach har en smuk, lys sopran og klæder den fromme Sarah Brown fint. Hun er især charmerende i de scener, hvor Sarah slipper kontrollen en smule og viser en mere legesyg side af sig selv. Nicolai Jandorf har ikke forestillingens største stemme, men han har musikalitet, ro og den rette smule gadedreng over sig som Sky Masterson.
Karoline Brygmann går helhjertet ind i Miss Adelaides komiske univers og giver rollen både stemme, mimik og fuld skrue, mens Kim Hammelsvang er fornøjelig som Nathan Detroit, fanget mellem en forlovede, der efter 14 år gerne vil have en ring på fingeren, og et helt slæng af gamblere, der bare vil have gang i terningerne.
De gør det alle fire godt og sikkert, og rollerne er i gode hænder. Men det er ikke her, forestillingen løfter sig mest. Den store begejstring opstår, når ensemblet og birollerne får lov til at folde sig ud.
Preben Kristensen er som altid stærk på en scene, og hans fine sang til niecen Sarah rammer publikum lige i hjertet. Ann Hjort er pragtfuld som General Matilda Cartwright, men aftenens egentlige showstopper står Nis Pedersen for. Hans swingende og forrygende udgave af det legendariske Sit Down, You’re Rockin’ the Boat sender salen helt op at ringe, denne gang ovenikøbet med en steppende og meget morsom Jesus som gæstestjerne. Det er musicalteater, når det er bedst.
Og så skal Hot Box-danserinderne fremhæves: Fannie Johansson, Marie Gersholm Baktoft, Josephine Feit, Linnea Steinbeck, Julia Åkesson og Cassandra Bækkel. Det er ikke ofte, ensemble- og biroller får så meget personlighed og liv. De er fantastiske som kaglende høns, glædespiger og byens kvinder, og de har hver især en energi og tilstedeværelse, der gør, at øjet hele tiden søger dem. Særligt Fannie Johansson formår flere gange næsten at stjæle billedet fra de kvindelige hovedroller. Men også de terningspillende mænd i ensemblet vinder publikum med deres energi, timing og overskud.
Og netop dér ligger forestillingens største styrke. Det er indpakningen, ensemblet og de store shownumre, der tager stikkene hjem i denne musical. Det er alt det spektakulære, overdådige og legesyge, der får mit musicalhjerte til at smelte og gør, at man bare læner sig tilbage og nyder turen.
Instruktør Henrich Topp Christensen har valgt at placere musikerne på scenen, og visuelt fungerer det faktisk ganske fint. Lydmæssigt er jeg mindre overbevist. Enkelte steder bliver orkestret for kraftigt, mens det andre steder næsten forsvinder, når scenografien dækker musikerne. I If I Were a Bell kommer Isabel Schwartzbach eksempelvis næsten til at lyde a cappella.
Så min helt personlige bøn er: Ned i graven med orkestret igen. Lad gerne andre steder eksperimentere mere. På Det Ny Teater må traditionen godt få lov til at være en styrke, for det er netop her, teatret kan noget, ingen andre helt kan matche.
Der er ingen tvivl om, at den, der begiver sig ind for at se Guys and Dolls, får en storladen musicaloplevelse. Når Det Ny Teater folder sig ud med kostumer, scenografi, ensemble, dans, musik og masser af show, så er det svært ikke at lade sig rive med.
Åh, hvor jeg elsker det.
Dig og mig og musicals giver Guys and Dolls 5 stjerner.