CONNECT WITH US -
29, aug 2026
Så længe musikken spiller

I programmet til TINA – The Tina Turner Musical skriver Lion Musicals’ direktør Thomas Langkjær, at det har været en stor personlig ambition at bringe musicalen til Danmark – men også en krævende proces. Siden vinteren 2025 har man gennem omfattende auditions ledt efter det helt rigtige cast. Og når man ser resultatet, forstår man både hvorfor – og hvilke udfordringer produktionen har stået overfor.

TINA er ikke bare historien om en verdensstjerne, men om en sort amerikansk kvinde, hvis liv er dybt forankret i afroamerikansk historie og kultur: opvæksten i Tennessee, volden i hjemmet, gospelmusikken i den sorte kirke og et USA præget af racisme. Derfor har produktionen haft brug for et overvejende sort cast, der samtidig skal kunne honorere musicalens store krav til sang, dans og skuespil.

Thomas Langkjær har fundet stærke sangere som Iris Gold, Karen Mukupa, James Sampson, One Bailey og Donna Cadogan. Og ja, de kan synge. Til gengæld mærkes det, at ikke alle kommer fra musicalscenen. Der kæmpes indimellem med både replikføring og dans, og TINA har derfor krævet kompromiser. Det bliver desværre også forestillingens akilleshæl.

Visuelt fejler den nemlig ikke noget. Benjamin La Cour har skabt et spektakulært univers, hvor scenerne elegant glider ind i hinanden, hjulpet godt på vej af den imponerende storskærmsteknik. Orkestret under ledelse af Mikkel Gomard spiller fremragende, og kostumerne er flotte og overdådige.

Musicalmaskinen kører altså på fuldt blus. Men når replikføringen halter, og flere roller ikke formår at trænge ind under huden på publikum, risikerer al den flotte indpakning at blive en tom skal.

Tina – The Tina Turner Musical skildrer hele Tinas liv – fra den svære barndom og det voldelige ægteskab med Ike Turner til hendes comeback som verdensstjerne. Især første akt er barsk. Vi oplever både forældrenes svigt og vold og senere det ekstremt voldelige ægteskab med Ike Turner. Og føj for pokker, hvor var han dog et dumt svin. Flere scener er direkte ubehagelige at overvære, så det her er absolut ikke bare show og ballade. Heldigvis kommer der mere lys og livsglæde i anden akt.

Lion Musicals har været særdeles heldige med Iris Gold i rollen som Tina. Hun synger eminent og er et overbevisende bud på Tina Turner. Indimellem bliver imitationen af Tinas karakteristiske hæse stemme lidt for demonstrativ, men intet kan rokke ved, at Iris Gold er en fantastisk sanger, som i de store musikalske øjeblikke kører showet hjem.

Luc Boris André Kouadio har både fysikken og sangstemmen til rollen som Ike Turner, men kommer aldrig for alvor ind under huden på os. Det samme gælder Karen Mukupa og Donna Cadogan som henholdsvis Tinas mor og bedstemor. Hvad de har i sangstemmerne, mangler de desværre i det dramatiske spil.

Til gengæld formår Silke Biranell som Tinas manager Rhonda og One Bailey som Tinas første forelskelse at røre. Her mødes sang, skuespil og bevægelse, og man mærker, hvad forestillingen kunne have været, hvis det dramatiske niveau havde været lige så højt hele vejen igennem.

TINA – The Tina Turner Musical er derfor en ujævn oplevelse. På den ene side får vi en overdådig produktion med et velspillende orkester, imponerende scenografi, fantastiske kostumer og en hovedrolleindehaver, der synger taget af salen. På den anden side kræver historien stærkt og nuanceret skuespil – og netop dér kommer forestillingen for ofte til kort.

Thomas Langkjærs ambition om at bringe Tina Turners historie til den danske musicalscene kommer derfor ikke helt i mål. Forestillingen viser, hvor vanskelig en opgave det er at besætte en musical med et så specifikt afroamerikansk persongalleri i Danmark og samtidig fastholde et højt niveau inden for både sang, dans og skuespil.

Så tag endelig ind og se TINA. Gør det for musikken, de stærke sangstemmer, Iris Gold og det spektakulære show. Men sænk forventningerne lidt til det dramatiske. For når musikken spiller, fungerer TINA forrygende og er man kommet for et show, så får man det.

Dig og mig og musicals giver Tina – the Tina Turner musical 4 stjerner


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *