I godt selskab med STUPID MAN
Verdens mest kendte jukeboxmusical er nok Mamma Mia!, der på genial vis fletter ABBAs sange ind i handlingen, så de næsten føles skrevet direkte til musicalen.
Mit første møde med Mamma Mia! var filmatiseringen med Meryl Streep og Pierce Brosnan. Jeg kendte musikken, men ikke handlingen, og den første halve time var jeg ærlig talt skeptisk over for overspil, stærke farver, klichéer og svingende sangpræstationer.
Men så skete der noget. Langsomt lod jeg mig forføre af spillestilen, humoren og ja – selv klichéerne. Pludselig sad jeg både og lo og blev rørt, og til sidst var jeg ganske enkelt Mamma Mia!-fortryllet.
Noget af det samme skete for mig med den nye jukeboxmusical Stupid Man, som havde premiere i Tivolis Koncertsal i onsdags. De første 45 minutter sad jeg med korslagte arme og betragtede lidt forundret dette farverige og klichéfyldte univers. Men langsomt skete det igen: Jeg holdt op med at stritte imod, lod mig rive med og endte med ganske enkelt at overgive mig til forestillingens feelgood-univers.
Stupid Man – The Musical er nemlig ren og skær feelgood. Her bliver man løftet op i en blå himmel med lyserøde skyer og efterladt glad i låget.
Stupid Man bygger på Thomas Helmigs både kendte og mindre kendte sange. Kort fortalt handler forestillingen om en gruppe mennesker, der bor i den samme opgang, og hvis liv bliver viklet ind i hinanden i løbet af én begivenhedsrig weekend. Vi følger blandt andre Jonas og Sarah (Jacob Femerling Andersen og Amalie Husted Morup), hvis parforhold er i krise; Simon og Mikkel (Søren Torpegaard Lund og Christopher schollhammer Rørmose) , som er nybagte forældre og tæt på at bukke under for presset; den unge Misha Malaika Berenth Mosendane), der er på ferie hos sin farmor Jette (Trine Pallesen); samt viceværten Lars (Martin Greis-Rosenthal), den spanske tilflytter Martí (Max Emil Nissen) og alenemoren Emilie (Szhirley) med teenagedatteren Ida (Monica isaAndersen).
Manuskriptforfatter Gabriel Bier Gislason har haft den ikke helt nemme opgave at få en lang række Thomas Helmig-sange til at danne grundlag for en sammenhængende dramaturgisk fortælling. Og det lykkes forbløffende godt. Sangene føles sjældent presset ind, men bliver i stedet en naturlig del af personernes historier. Særligt begejstret er jeg for det snedige greb at lade forestillingen være på dansk, men samtidig bruge den spanske tilflytter Martí og hans gebrokne engelsk som en troværdig vej ind i nogle af Helmigs engelsksprogede sange. Det kunne meget nemt være blevet kunstigt, men her giver det faktisk mening. Det er ikke musicalhistoriens mest spændende plot men det hænger sammen og det virker som det skal.
Kirsten Brinks utrolig flotte scenografi viser ejendommen både udefra og indefra med de forskellige lejligheder, hvor alle disse pæne mennesker bor. Det er farverigt, lækkert og smukt – næsten sådan, som vi alle kunne ønske, at vores egen opgang så ud. Og her viser det sig, at Thomas Helmigs lette, sol-over-Aarhus-agtige musikunivers passer næsten skræddersyet til denne farverige, pæne og en smule glansbilledeagtige verden.
Ja, det hele smelter sammen til et univers, man efterhånden ikke har lyst til at forlade. Publikum omkring mig gjorde tydeligvis heller ikke meget modstand, for jo længere forestillingen skred frem, desto mere smeltede salen med.
Det skulle ikke undre mig, hvis Stupid Man med tiden finder sin plads blandt den slags danske feelgood-musicals, som publikum vender tilbage til igen og igen – i familie med forestillinger som Den Eneste Ene, Den skaldede frisør og Midt om natten. Det er ganske enkelt godt gået af hele det kreative hold og efterhånden noget, One and Only Musicals mestrer: varmt, hyggeligt, folkeligt og ikke noget, man slår sig på. Og det er bestemt værd at lovprise.
Helt uden skønhedsfejl er forestillingen dog ikke. For der ligger en særlig udfordring i at bygge en musical på Thomas Helmigs sange. Det er sange, mange af os kender nærmest som små nationalskatte, og over dem alle svæver Helmigs karakteristiske, soulede stemme. Den lyd sidder så fast i ørerne på os, at enhver ny fortolkning næsten automatisk bliver sammenlignet med originalen.
Og ikke alle musicalsangere er soulsangere.
Det må derfor være noget af en opgave for castet at kaste sig over dette repertoire, og det bliver også tydeligt, hvem der for alvor har genren siddende i kroppen. Szhirley, Søren TorpegaardLund, Malaika Berenth Mosendane og Rikke Buch Bendtsen rammer med stor naturlighed den soulede tone og kan for alvor få taget til at løfte sig, mens andre må arbejde lidt hårdere for at få Helmigs musikalske univers helt ind under huden.
Enkelte steder bliver det vokalt presset og ligefrem lidt skingert, men noget kunne også tyde på, at der på premiereaftenen var udfordringer med monitorlyden. Lydsiden skal vist lige justeres hist og her, så stemmer og orkester flyder bedre sammen.
Trine Pallesen skal dog fremhæves. Hun er ikke soulsanger i klassisk forstand, men hold nu op, hvor kan hun levere en sang. Hendes version af Malaga udvikler sig til aftenens regulære showstopper. Jovist, Malaga er i forvejen et smukt nummer, men Pallesens fortolkning gør det om muligt endnu stærkere.
Stupid Man – The Musical er lidt ligesom Mamma Mia!: lyseblå bølger, solskin, smukke mennesker, klichéer og en smule overspil. Men det er sgu dejligt. Det er, hvad det er – og mest af alt er det rigtig god underholdning. Den slags, der unægtelig kommer til at gøre tusindvis af publikummer både glade og rørte.
Dig og mig og musicals giver fire stjerner