CONNECT WITH US -
3, okt 2026
Fang vinden er en storm af teatermagi

Det er i år 40 år siden, Sebastians musical ”Skatteøen” havde premiere på Folketeatret i København. Det er sikkert ikke tilsigtet, men netop i jubilæumsåret disker Fredericia Musicalteater op med en helt nyskrevet piratmusical: ”Fang vinden”.

Meget har ændret sig på de 40 år, også vores syn på kvinder og de historier, vi fortæller om dem. Kvinder får i dag i højere grad lov til at drive handlingen frem, tage magten og være både helte og skurke. Og i ”Fang vinden” står to kvinder ved roret, når historien om de legendariske pirater Anne Bonny og Mary Read foldes ud.

Det er en fiktiv fortælling med afsæt i de to piraters liv. I 1720 drager Mary til søs forklædt som mand og møder Anne. Sammen jagter de en sagnomspunden skat og kæmper for friheden, kærligheden og retten til at være sig selv.

I Michell Elliott og Danny Haengil Larsens fortælling viser det sig dog, at hverken skatten eller kærligheden er det vigtigste. Det er kvindens ret til at være kaptajn på eget skib. Det rammer tidsånden, og det er godt set af Fredericia Musicalteater at give os den historie. Men som musical efterlader den et lille savn, når både skatten og kærligheden må vige for budskabet om kvinders ret til at bestemme over deres eget liv og følge deres ambitioner i en verden styret af mænd. Et godt budskab, som forhåbentlig får en masse piger i teatret og følger med dem hjem i bagagen.

Visuelt er ”Fang vinden” fuldstændig magisk. Stine Martinsen og Jeppe Lawaetz har i samarbejde med teatrets egne værksteder og faste personale skabt et scenografisk og filmisk univers, der i sig selv er hele billetprisen værd. Lyn og torden, en kæmpe hval, kanonbrag og lysglimt og et imponerende skib, der roterer på drejescenen. Det er så vanvittigt flot, at man sidder med åben mund og tænker: Kan det blive større og vildere? Og så bliver det netop dét. Et visuelt festfyrværkeri, der blæser publikum omkuld.

Men en musical skal også have en god historie og god musik. Her når forestillingen næsten frem til skatten, men kun næsten.

At Mary Read, spillet af Ellen Fjord, kan narre en hel besætning med sin forklædning, kræver stor velvilje fra publikum. Hendes tydeligt feminine udtryk skjules ikke af herrejakke og hat. Et mere androgynt udtryk i casting, kostume og karakterarbejde kunne have styrket illusionen og spejlet vores tids friere syn på kønsroller. Selvfølgelig må teatret bede os bruge fantasien, men i det ellers så naturtro univers bliver forklædningen svær at tro på.

Til gengæld gør Fjords talent, charme og sangstyrke det let at forstå, hvorfor hun fik rollen. Hun er meget dygtig, og det gælder hele holdet. Her mærker man, at Fredericia har været og stadig er livmoder for mange af Danmarks bedste musicalsangere.

Maria Skuladottir er ligeledes eminent som Anne Bonny. Hun leverer forestillingens smukkeste sang, ”Sæt hende fri”, der kommer som en kærkommen lise for øret i anden akt. Et rørende højdepunkt midt i det buldrende sørøvereventyr.

Danny Haengil Larsen har skrevet storladne piratsange med masser af hæ-ho, shanties og irsk folkemusik. Men det bliver næsten for meget i længden, og som musicalelsker savner man nogle store ballader. Med teatrets stolte repertoire bag sig undrer det, at ingen har standset op og spurgt: Mangler vi ikke et par sange, der for alvor får lov at folde sig ud?

”Mellem to åndedrag” og ”Fri” tager tilløb, men afbrydes, før de får slået vingerne helt ud. Titelsangen ”Fang vinden” er klart forestillingens mest fængende melodi, men også den brydes til sidst af dæ-oh, dæ-oh. Til gengæld er kroscenen i begyndelsen af anden akt forrygende med irsk stepdans, smæk på bodhránen og fløjten og masser af humor. Her går musik, dans og komik op i en højere enhed. Det er musical, som vi elsker det.

Skal ”Fang vinden” få et langt liv som Sebastians ”Skatteøen”, savner den dog flere ørehængere. Komponisten må en tur ud hvor lykken vender og regnbuen ender, til han har skatten helt i sine hænder. 

Teaterdirektør Thomas Bay skriver i programmet om modet til at sætte sin egen kurs og bevæge sig ud på ukendt vand. Det gør Fredericia Musicalteater med ”Fang vinden”. At satse på en helt ny musical er et modigt valg, og vi knuselsker, at teatret gør det. Med en spektakulær scenografi og et eminent hold på scenen viser Fredericia Musicalteater igen, hvor stor musical kan og skal være. For de har efterhånden gjort os ret forvænte.

”Fang vinden” er, alt andet lige, en pirattur, ingen må snyde sig selv for. Stormfuld og spektakulær på den vildeste måde, og med rigeligt guld om bord til fem stjerner.

Dig og mig og musicals giver 5 ★★★★★


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *