Stjernestemmer og levende orkester gør Chess til en uforglemmelig oplevelse
Fra første tone blev vi blæst bagover af det musikalske niveau i Chess på Det Ny Teater. Hovedrollerne leverede præstationer, der med det samme fik hårene til at rejse sig, og ensemblet var intet mindre end forrygende. Brillante vokalpræstationer, ikonisk musik af Benny Andersson og Björn Ulvaeus og et 17 mands orkester under ledelse af Mikkel Rønnow i graven. Hold nu op, hvor er det en fornøjelse – så bliver det altså ikke meget bedre!
Siden premieren i 1986 har Chess været en af musicalverdenens mest elskede forestillinger rent musikalsk, men samtidig en af de mest omdiskuterede dramatisk. Dramaturgisk halter forestillingen desværre. Kærlighedsdramaet opstår på rekordtid, og flere scener prioriterer atmosfære frem for egentligt drama. Faktisk er det den mest helstøbte version af Chess, vi har oplevet, og den ros skal instruktøren Markus Virta have. Men overordnet set er handlingen i Chess bare ikke fangende og rørende nok for os – og det koster altså en stjerne i det samlede regnskab.
Scenografien af Peter McKintosh er intelligent og smuk – et fleksibelt rum, der hele tiden forandres med lys og skaber dynamik. Og Heather Douglas’ koreografi er legesyg, energisk og sindssygt flot skabt.
Men det er og bliver det store, vidunderlige live-orkester og de imponerende vokalpræstationer, der gør Chess på Det Ny Teater til en fantastisk oplevelse. Xenia Lach-Nielsen er aftenens ubestridte stjerne som Florence og synger med en styrke og skønhed, der gør rollen nærmest synonym med hende. Anders Gjesing brænder igennem som Trumper og leverer en rystende stærk Pity the Child. Thomas Høj Falkenberg brillerer som russeren Anatoly Sergivsky – med en smuk stemme og en varme, der gør ham så likeable, at man fuldt ud forstår, hvorfor Florence falder for ham. Og Frederikke Vedel som Svetlana synger med en inderlighed, der giver både gåsehud og tårer i øjenkrogen.
Og så en lille anbefaling til Det Ny Teater: Vi savnede, at applausen kunne få lov til at stå alene, så publikum for alvor kunne hylde de store solopræstationer. Lad skuespillerne komme ind og bukke uden musikalsk baggrund – og når vi så har hujet og hyldet dem, kan orkestret stemme i. Det ville for os fuldende magien.
Alt i alt er Chess på Det Ny Teater en kæmpe oplevelse, båret af stærke stemmer fra både hovedroller og ensemble. En fantastisk koreografi og et orkester, der får musikken til at løfte taget. Det er manuskriptet, der trækker ned – og det kan Det Ny Teater jo egentlig ikke gøre for.
Dig og Mig og Musicals giver 5 ud af 6 stjerner.