Jysk onkel-humor har indtaget Glassalen i Tivoli
At forvandle TV 2’s kultjulekalender The Julekalender til en musical var et modigt greb, da Herning Ny Teater sidste år kastede sig ud i projektet. Det gik efter sigende så godt derovre i det mørke og stormfulde Jylland, at forestillingen måtte en tur til København og rykke ind i de fine saloner i Glassalen i Tivoli – og det er vi fra Dig og mig og musicals absolut glade for, selvom jeg var lidt skeptisk på forhånd.
Siden tv-premieren i 1991 har vi, som danskerne generelt, elsket Gertrud Sand under misteltenen, Oluf Sands ”Ja, det bår’ dæjlig” og Bennys ikoniske ”Bob bob bob”. Vi kan – som så mange andre – replikkerne helt udenad, og ja: nissernes ”danglish” har for længst skrevet sig ind i både vores og hele folkesjælens jule-DNA. Humoren er boomer- og onkelagtig, skæv og dilettantisk – og bliver, hvis det leveres skarpt, meget morsom. Det gjorde det heldigvis.
At koge 24 afsnit ned til en scenisk Maggie-terning kunne være gået helt galt, men her fungerer det overraskende godt. For ærlig talt er den humor, jeg grinede af i 90’erne, ikke det samme, jeg griner af i dag. Jeg må være ærlig: Jeg gider ikke længere se de 24 afsnit af The Julekalender, der år efter år genudsendes. Det går lidt for langsomt og ”danglish”, som var nyt og sjovt dengang, er bare ikke helt så sjovt længere.
Jeg havde derfor, som sagt, ikke de store forventninger til en sjov aften i Glassalen – men blev heldigvis positivt overrasket. Forestillingen giver publikum alt det velkendte i en koncentreret, veloplagt form, hvor tempoet er højt, og hvor det forventede bliver indfriet. Det er en kæmpe styrke, at hele suppen er kogt ned, så det ellers meget lette plot føles nyt i det genkendelige. Jeg tog mig overraskende i at grine højt og inderligt rigtig, rigtig mange steder. Jovist, det er stadig onkel-humor og lettere plat – men på et højt, professionelt niveau, der leveres af tre særdeles dygtige skuespillere med sikker timing og flair for underholdning.
Niels Olsen, Christian Damsgaard og Gordon Kennedy er genialt castet og leverer figurerne med humor og overskud. Jovist, de er ikke altid helt så stærke i de karakteristiske korsatser, som De Nattergale var i originalen – men de ved præcis, hvordan de skal levere replikkerne og få os til at grine højt.
Gordon Kennedy er genial som Københavneren og ”Norsøveren” Benny, Christian Damsgaard lige så eminent som Gertrud Sand, og Niels Olsen leverer den skønneste Oluf Sand. Det er absolut deres fortjeneste, at forestillingen går rent hjem – for man tænker, at det med andre skuespillere uden tæft for timing kunne være gået helt, helt galt. Jeg må også indrømme, at jeg mest grinte af scenerne i kartoffelavler Sand-hjemmet; de danglishtalende nisser er stadig bare ikke min humor, men det var den hos de fleste andre i salen, kunne jeg fornemme.
Scenografien rammer tv-æstetikken med en kær trofasthed. En drejescene, der skubbes rundt med håndkraft af en synlig scenetekniker, giver forestillingen en bevidst hjemmelavet charme, der understreger, at The Julekalender netop lever af at være lidt skæv, lidt kitschet – og ja, dilettantisk med vilje. Musikken kører over back track men fungerer overraskende godt, og det bliver aldrig statisk, trods et ikke levende orkester i orkestergraven.
Så selvom min skepsis på forhånd var stor, så endte jeg med at overgive mig og nød gensynet med The Julekalender. Og jeg kan absolut anbefale en tur i Glassalen i Tivoli og lidt god voksen-julekalender-nostalgi. Hvis du i forvejen er The Julekalender-fan, står det slet ikke til diskussion – så er det et must-see. Og er du, som jeg, mindre fan, så tror jeg alligevel, at du, som jeg, ender med at klukke af grin. For onkelhumoren længe leve, når den leveres af så garvede og geniale skuespillere. Jeg har en lille fornemmelse af, at teaterudgaven af The Julekalender kan gå hen og blive en klassiker på linje med tv-udgaven – og det er jo i virkeligheden ”bår’ dæjlig” i en ellers mørk og stormfuld tid.
Dig og mig og musicals giver 4 stjerner ud af 6