My Fair Lady – Det Ny Teater
Jeg knuselsker, når Det Ny Teater med jævne mellemrum tager de gamle, klassiske musicals frem fra skattekisten. De passer ganske enkelt perfekt ind i det smukke, historiske teater, når de gamle travere bliver pudset af – som sidste års store succes The Sound of Music samt Oliver! og Spillemand på en tagryg fra 2021. Det er både modigt og beundringsværdigt, at teatret tør kaste sig over disse klenodier og give dem nyt liv. Derfor kunne jeg heller ikke få armene ned, da det blev annonceret, at den mere end 70 år gamle dame My Fair Lady skulle sættes op. En premiere, som ikke engang en kraftig snestorm kunne holde mig væk fra.
Men man skal passe på med at glæde sig for meget – for forventningens glæde er som bekendt den største. Min oplevelse blev derfor en blanding af kæmpe optur, men desværre også en smule nedtur. Jovist. Der er meget at beundre i Det Ny Teaters opsætning af My Fair Lady: spektakulær og smuk scenografi, vidunderlige kostumer, et stort klassisk liveorkester og ja, et dygtigt ensemble i topform. Det hele er dejligt storslået og overdådigt – den drømmefabrik, som Det Ny Teater ofte er garant for at være, og bestemt også denne gang.
Susse Wold tilbage på scenen er teaterhistorie og bare magisk. Tommy Kenter er genial, troværdig og meget morsom som Alfred P. Doolittle. Og Sebastian Harris, som den unge bejler Freddy, er dybt charmerende og meget velsyngende.
Overturen, hvor vi får skitseret Elizas opvækst med en tidligt afdød mor og en far, Alfred P. Doolittle, der står alene tilbage med ansvaret og alkoholen, giver allerede fra start gåsehud og en tåre i øjenkrogen. Instruktør Martin Lyngbos greb med at lade den døde mor dukke op igen ved Elizas store valg er et rørende og effektivt dramaturgisk valg, som går lige i hjertet – også selvom ophavsmændene Lerner & Loewe nok ville have været noget skeptiske over for den idé.
Desværre køler begejstringen lidt ned herfra. Rollen som Eliza Doolittle er krævende, da den fordrer både stærkt skuespil og en stor lyrisk sopranstemme. Sofie Topp Christensen spiller en fin og bedårende Eliza, men den helt store vokale forløsning udebliver – især i numre som Wouldn’t It Be Loverly og I Could Have Danced All Night. Når jeg går i Det Ny Teater, kommer jeg først og fremmest for musicalmagien – for at blive blæst bagover af sang og musik – og det sker desværre ikke helt her.
Peter Plaugborg er til gengæld fremragende som professor Henry Higgins, både i sang og skuespil. Faktisk så charmerende og humoristisk, at jeg for første gang i alle de versioner, jeg har set af My Fair Lady, oprigtigt synes, Eliza skal vælge ham – trods hans grovheder og kvindenedgørende opførsel. Instruktørens valg om at følge det oprindelige Pygmalion-slutpunkt og lade Eliza forlade både Freddy og Higgins efterlader mig som musicalromantiker med et uforløst hjerte. Når Higgins i de sidste 20 minutter af forestillingen angrer, fortryder og lider – og endda må udstå at blive tæsket til blods af en flok tjenere, efter de har kysset hinanden – føles afslutningen mere politisk korrekt end følelsesmæssigt tilfredsstillende.
Alt i alt er My Fair Lady en flot og gennemført forestilling, som absolut er et besøg værd. Teatermagien på Det Ny Teater skuffer ikke – men for en musicalelsker blev det denne gang lidt for meget teater (også fordi forestillingen er lidt for lang) og lidt for lidt musikalsk forløsning.
Dig og mig og musicals giver 4 ud af 6 stjerner.